Frivillig i samtalegruppe

Lyst at være frivillig i vores samtalegrupper?

Vores samtalegrupper er et tillidsfuldt rum, hvor vores gruppelederes fornemmeste opgave er at hjælpe den gode trygge samtale på vej blandt vores unge. Derfor er vi også på udkig efter lige netop dig, der med din personlighed og væremåde kan skabe dette rum.

cropped-Zumba-2.jpg

Hvad får du ud af det?

Som frivillig gruppeleder i MOVEs samtalegrupper får du:

  • erfaring med at lede samtaler for unge, der har brug for et rum for erfaringsudveksling og spejling i hinanden.
  • en unik mulighed for at gøre en konkret forskel i et ungt menneskes liv og se udviklingen fra gang til gang.
  • mulighed for gensidig sparring og sociale arrangementer med andre frivillige i MOVE
  • et stort netværk på det sociale område gennem foreningen Jysk børneforsorg/Fredehjem
  • Udtalelse, som dokumentation for dit arbejde i MOVE

Hvad er opgaven?

Som gruppeleder er du både vært og facilitator. Du er sammen med din medgruppeleder den, der byder inden for og sørger for en hyggelig og afslappet stemning. Du er ligeledes den, der kan starte samtalen, spørge ind til den unges tanker og oplevelser og samtidig skaber rum for, at gruppen af unge får en samtale igang på tværs, således at de selv byder ind med løsninger og perspektiver på små og store problemstillinger.
Som gruppeleder skal du kunne være i den svære samtale og have modet til at være i stilheden og tvivlen, som også nogle gange opstår, når mennesker mødes og deler ud af deres tanker.

Hvad forventer vi?

Som gruppeleder er det vigtigt, at du har evnen til at lytte og spørge interesseret og nysgerrigt ind til de unges situation. Det er ikke et krav, at du har en uddannelsesmæssig baggrund inden for området, men det er en fordel, hvis du enten fagligt eller privat kan relatere til de unges problemstillinger.

Du skal være minimum 20 år gammel og kunne fremvise en ren børneattest.

Du skal kunne afsætte 4 timer hver onsdag aften (kl. ca. 18.00 - 22.00) i et forløb på 12 uger. Derudover vil der op til starten af en samtalegruppe ligge 3-4 timers forberedelse.

Hvordan bliver jeg gruppeleder?

Hvis du tænker at opgaven som gruppeleder kunne være noget for dig, så kontakt frivilligkoordinatoren på mail: anne@move-horsens.dk eller på tlf.: 61 77 64 76. Du er også velkommen til at kigge forbi kontoret i Åboulevarden 52, 8700 Horsens.

Vi inviterer dig til et indledende interview med frivilligkoordinator Anne, hvor du får mulighed for at fortælle, hvad du brænder for i den frivillige indsats. På baggrund af interviewet får du i løbet af et par dage en tilbagemelding på, om vi kan bruge netop dine kompetencer i MOVE.